Vedtægter

VEDTÆGTER

”Støbeskeen – amatørteatret i Frederiksværk”

 

NAVN OG HJEMSTED

Foreningens navn er ”Støbeskeen – amatørteatret i Frederiksværk”

Dens hjemsted er Halsnæs Kommune

Formen på foreningens logo er:

 

§ 2

FORMÅL

Foreningen har til formål at være en ambitiøs, kulturel institution, som producerer velspillede og medrivende forestillinger, sådan at såvel publikum som medvirkende får en god teateroplevelse.

Vi samarbejder med andre organisationer og institutioner om kulturelle aktiviteter, som opfylder foreningens formål.

 

§ 3

MEDLEMMER

Som medlemmer kan optages enkeltpersoner og foreninger, som tilslutter sig foreningens formål.

Såfremt et medlem ikke har betalt kontingent, medfører dette, at det pågældende medlems stemmeret samt deltagelse i foreningens aktiviteter er suspenderet, indtil restancen og de i forbindelse med opkrævning påløbne omkostninger er betalt.
 

§ 4

GENERALFORSAMLING

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år første lørdag i marts måned.

Generalforsamlinger indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel ved almindeligt brev eller e-mail til hvert medlem.

Dagsorden til den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Fremlæggelse af regnskab til godkendelse
  4. Fastsættelse af kontingent
  5. Behandling af indkomne forslag
  6. Valg af formand i ulige år og kasserer i lige år
  7. valg af bestyrelsesmedlemmer
  8. Valg af revision
  9. Eventuelt

Alle personvalg foregår ved skriftlig afstemning.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal og afgørelse træffes ved stemmeflertal blandt de fremmødte stemmeberettigede. Står stemmerne lige er forslaget bortfaldet.

Stemmeberettiget er ethvert medlem, der har betalt kontingent. Foreninger har en stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 5 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes når bestyrelsen finder det påkrævet eller mindst ¼ af medlemmerne indsender en skriftlig begæring med angivelse af dagsorden.

Den skriftlige indkaldelse til den ekstraordinære generalforsamling skal indeholde dagsorden og fremsendes med 14 dages varsel senest 14 dage efter begæringen er modtaget.

 

§ 5

BESTYRELSE

Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges på en ordinær generalforsamling for 2 år af gangen. Det ene år er der 3 på valg, og det næste år er der 2 på valg.

Desuden vælges for et år af gangen en bestyrelsessuppleant, en revisor og en revisorsuppleant.

Bestyrelsen vælger selv næstformand og sekretær.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og træffer de beslutninger, der er nødvendige for foreningens drift og fører protokol over forhandlingerne og de af bestyrelsen trufne beslutninger.

Foreningen forpligtes ved underskrift af formand/næstformand og kasserer.

Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet. Positive udgifter bl.a. i forbindelse med afholdelse af bestyrelsesmøde eller lign., honoreres efter regning eller udgiftsbilag.

Bestyrelsen kan til løsning af bestemte opgaver nedsætte udvalg, der består af medlemmer udenfor bestyrelsen. Alle udvalgsbeslutninger skal godkendes af bestyrelsen.

 

§ 6

REGNSKABSÅR

Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december.

Foreningens regnskab revideres af den af generalforsamlingen valgte revisor efter årsregnskabets afslutning.

Det årlige kontingent fastsættes på generalforsamlingen forud for et år af gangen.

 

§ 7

VEDTÆGTSÆNDRINGER OG OPLØSNING

Vedtægtsændringer kræver 2/3 flertal af de på en generalforsamling fremmødte medlemmer.

Forslag til vedtægtsændringer skal, for at kunne vedtages, være medlemmerne bekendt gennem indkaldelsen til generalforsamlingen.

Opløsning af foreningen kan finde sted, når den er vedtaget med 2/3 flertal af de fremmødte medlemmer ved 2 på hinanden følgende generalforsamlinger, der afholdes med mindst 14 dages mellemrum.

Ved opløsning af foreningen skal eventuel formue samt teknisk udstyr, rekvisitter, kostumer m.m. overgå til kulturelle foreninger eller institutioner efter generalforsamlingens valg.

Nærværende vedtægter er vedtaget den 2. marts 2013. Tidligere ændringer 1990, 1998 og 2007. Oprindelige vedtægter vedtaget den 13/12-1977